Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Jeg har trods alt studeret tristesse på a-niveau intenst de sidste fire måneder

I skrivende stund ligger jeg med to uens bryn i sengen, og jeg har lige pustet en flyvemyre ud af næsen. Selvmedlidenheden har spredt sig værre end ukrudtet mellem fliserne udenfor.
Det med øjenbrynene skyldtes, at jeg valgte at farve dem, inden jeg havde fået min morgenkaffe. Og flyvemyrene har jeg jagtet med støvsuger i den ene hånd, og gift i den anden. Og som fyld i denne lækre lagkage, er der skilt flødeskum med hakkede stumper af ynk og klynk.

Nej, dette er på ingen måde "Instagram-venligt". Der er ikke Mega-mussel, vilde blomster i vaser eller perfekt kaffeskum på Royal Copenhagen-kruset. Der er myrer i næsen, skæve øjenbryn og ganske små klumper i mælken i kaffen. Det er tingenes tilstand her en uges tid (+2 dage), før jeg har udstået min opsigelsesperiode, og dermed kan træde ind i klubben for de arbejdsløse. Og.jeg.hader.det.
Jeg hader udsigten til ukendte tilstande. Jeg hader at skulle aflevere alarmbrikker og nøgler til velkendt tryghed. Jeg hader tanken om en dag…
Seneste indlæg

Noget om plus size brud, brudekjoleshopping og totalt fravær af trafikal sans

Først skulle mit crew hentes ...


Og med højt humør gik det mod storbyen. Noget, som jeg havde frygtet helt ad helvede til i flere dage forinden, fordi jeg er en total åndsamøbe, når det kommer til stedsans.
Min kære kæreste ved det, så inden jeg skulle ud af døren, satte han sig tålmodigt med mig, og viste mig det hele i Google streetview, så det var faktisk med forholdsvis meget ro og overskud, at jeg satte mig bag rattet.
Jeg sagde selvfølgelig intet til de andre i bilen. De måtte gerne tro, at jeg var en habil storbyrytter bag et rat. Så da vi nåede centrum i den store farlige by, navigerede jeg selvsikkert rundt uden at påkøre en cyklist, og ved et af de sidste lyskryds, sagde jeg roligt: "Dernede skal vi til højre, og så er vi ved at være der", hvorefter jeg få meter længere henne placerede mig i rækken bag de 9-10 andre biler i højresvingsbanen.  Og så holdt vi der. Længe. Men det var jo fredag, og alle ved, at fredag er store trafikmyldredag. Og vi var i god tid, så v…

Det er muslimernes skyld

Et mantra, som lader til at have besat den typiske trælse Facebookkommentator på især Ekstra Bladets kommentarfelt. Prøv selv og tag jævnlige kig på kommentarerne til hvad der eller ikke umiddelbart lugter af muslimer i overskriften. Du skal ikke lede så længe, de første kommentarer er som regel fra "Topfans", som man mistænker for at sidde med fingeren på F5-tasten, så de kan være klar til at møfle en racistisk kommentar afsted med det samme.

1:Ikke ét eneste sted i artiklen, står der noget om muslimer. Ikke ét eneste sted i artiklen er gerningsmændenes signalement oplyst. (Nok fordi det ikke er nogen bekendt, men hey...det er muslimernes skyld)






2: Besparelser på ældreområdet (og generelt de bløde områder) er ikke noget nyt. Men vi ved jo alle, hvis skyld det er ...





3: Ting der springer i luften? Det kan da kun være muslimrelateret. Hvis man er en Ekstra Blads-ukritisk læser... 




4: Glem logikken. Glem det faktum, at flere og flere skoler er imod pjække- og selvvalgte fridage. D…

I morgen skal jeg ud at kigge på brudekjoler

Og hold nu kæft, hvor jeg glæder mig! Og på samme tid er jeg møgnervøs. Kommer jeg til at sidde fast i en kjole? Har de overhovedet noget, som jeg kan lide? Og ikke mindst; kan jeg passe deres kjoler?
Sidstnævnte har plaget mig meget. Hver evig eneste dag efter toiletbesøg om morgenen, står jeg med målebåndet og måler, som fik jeg penge for det. Og når jeg på Google søger efter butikkens størrelsesguide, står der under linket til hjemmesiden:


Jeg ved ikke lige hvad jeg selv regner med? Om butikken siden sidste besøg har ændret på måleskemaet. Og fakta er altså, at nej; jeg kommer ikke i en petit kjole, men jeg kommer heller ikke op og rammer de største størrelser. Jeg ligger egentlig bedre end jeg havde forventet.
Men jeg er stadig nervøs. Virkelig nervøs. Så i disse dage kører jeg solo-workshop med enkelte opkald til min veninde, der som altid kan få mig tilbage i semi-zen.

Skoene har jeg fundet. Jeg har brugt timer på at søge på nettet, men hver gang kom jeg tilbage til verdens smukke…

Lingvistik-Stalin

Jeg er ikke sproglig fejlfri. Så langt fra. Jeg bytter konsekvent altid rundt på kompatibel og kompitabel, jeg har en tunge, der i perioder insisterer på at sige kalvakade, og ikke kavalkade. Og jeg er så meget fuldblodsjyde, at "deroppe" bliver til "dær-åårp". Men jeg modtager rettelser med kyshånd, for jeg har ikke lyst til at rende rundt og verbalvoldtage sproget.
En anden ting er dialekt; det behøver man faktisk slet ikke at pille ved. Uden dialekt bliver det hele alt for kedeligt og fladt.

Men ...
Det danske sprog er ved at stikke helt af, og jeg bebrejder store dele af Paradise Hotel-segmentet og "Nationen!" på Ekstra Bladet.
Talebøffer kan være charmerende, men når bøffen udvikler listeria, og når der sker en krydskontaminering på især de sociale medier, så forsvinder charmen, og efterlader sig kun en stor pøl opkast, der har taget form som en ordbog. En stor fed falsk ordbog, der spreder fiktiv retstavning med større intensitet end norovirus i tar…

Hvem fanden er jeg egentlig, og hvad kan jeg?

Jeg står stadig i et arbejdslimbo, hvor jeg er ansat og på samme tid fyret. Og det er godt nok med blandede følelser.
Jeg kunne på den ene side virkelig godt have brugt en fritstilling, for det er på så mange områder ubehageligt at møde på sit arbejde, lave det man plejer, være en del af huset, men på samme tid er man på ingen måde en del af noget længere. Der er ingen bitterhed fra min side, og der er bestemt ingen, der behandler nogen dårligt, men hvor jeg dog føler mig udenfor alligevel.
Hvor jeg før var engageret og interesseret i firmaet som helhed, er det nu bare blevet en træls pligt at møde op. For hvad skal jeg bidrage med, udover at gøre det jeg får løn for? Jeg kan jo i bund og grund ikke forholde mig til noget, der ligger længere end 1½ måned ud i fremtiden.
På den anden side er det fint at stadig møde på job, fordi jeg holder pisse meget af mine kolleger. De tog imod mig og samlede mig op, da jeg for fire år siden ankom med kroppen isoleret med stress. Og jeg er så grænse…

Den lille PMS-håndbog

Da jeg var ung teenager, led jeg noget så frygteligt af menstruationssmerter. De præsterede at være så slemme, at jeg besvimede. Så hver måned havde jeg (udover kraterfjæs) mindst én sygedag fra skolen, fordi jeg ikke kunne andet end at ligge i fosterstilling.
Alle de voksne og blødningserfarne kvinder omkring mig, sagde det samme: "Det bliver bedre når du har født dit første barn. Så forsvinder de trælse gener".

Mrm - biggest lie ever!

Det er ganske muligt, at jeg ikke længere render og besvimer, når menstruationssmerterne melder sin ankomst i mit underliv. Men om smerterne er blevet mindre, ved jeg faktisk ikke. De føles knap så invaliderende, men nu har jeg så også et par fødsler bag mig, og har derfor oplevet hvor ondt det kan gøre dernede. Så måske føles de voksne menstruationssmerter bare mildere, fordi målestokken for stygge livmodersmerter har ændret sig?
Men hvad jeg så ikke fik at vide som 13 årig smertebarn, var pms-helvedet, som venter trofast på en i voksenlivet …